 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Deng Xiaoping døde i 1997, men i de sidste 18 år af sit lange liv fik han afgørende indflydelse på Kinas fremtid. I starten af 1980'erne stod han for en meget hård linje, når forbrydere skulle straffes. (Foto: GHN)
Deng Xiaoping døde i 1997, men i de sidste 18 år af sit lange liv fik han afgørende indflydelse på Kinas fremtid. I starten af 1980'erne stod han for en meget hård linje, når forbrydere skulle straffes. (Foto: GHN)
Selv anklagerne tvivler på retssikkerheden
To anonyme anklagere
En af styrkerne ved bogen Balancegang er, at så mange interviewede står frem med navn og billede og tager bladet fra munden.
Bort
set fra et afsnit i kapitlet om kvinders forhold, hvor en voldsramt kvinde af personlige årsager bad om anonymitet, er der kun yderligere to anonyme i bogen. De optræder sammen i dette kapitel, og er begge anklagere i et af Beijings lokaldistrikter.
Derfor er der heller ikke som i de øvrige af denne hjemmesides omtaler af bogens kapitler et foto af dem her til højre. I bogen kalder jeg dem for Sun Xiaohong og Wu Xia.
Blandt de medvirkende i bogen var de dem, som havde sværest ved at stå frem, og de fandt tryghed i at kunne konsultere hinanden under inter-viewet, hvis de blev usikre på, hvad de skulle svare. Når der faldt kritik fra dem, fulgte der altid en undskyldende forklaring med, også selvom de nogle gange tydeligvis måtte gætte sig til en.
Alligevel var de ærlige, og indrømmede for eksempel på deres egen tøvende facon, at de selv ville have svært ved at føle sig sikre på en retfærdig rettergang, hvis de som helt almindelige borgere skulle blive stillet for retten.
Og i lighed med flertallet af deres landsmænd ville de også være utrygge ved at skulle stille op som vidner i en retssag.
"Hvis jeg var vidne, ville jeg ikke selv
have lyst til at møde op i retten. Jeg
ville tænke: 'Jeg har en dreng, og han
er kun tre år. Hvad nu hvis de hævner
sig på mig?' Jeg ville virkelig være
bange for det."
-- Sun Xiaohong
De to anklagere er trods deres tøven et stærkt vidnesbyrd om den person-
lige omstillingsproces, som kineserne er på vej igennem.
Under Mao Zedong ville man som vestlig journalist ikke have en chance for at få så meget som en eneste personlig ytring ud af dem. Her lykkes det, selvom de stadig føler sig utrygge ved det, næsten som om de forråder deres eget land. Men sammen tager de et skridt fremad.
| |